Arkæologiske glimt
Lynet slog ned
Man lader naturligvis ikke en 11-årig lidt uregerlig knægt være alene hjemme uden opsyn. En dag var jeg tvangsindlagt til at deltage i en af min fars lystfiskerture. For at komme ned til Kongeåen skulle vi krydse en mark ved Knagmølle. Pludselig nærmest snublede min far over en flintsten, tog den op og erklærede begejstret: En flækkeblok! Da slog lynet ned, tiden og verden stod stille, en livsbane blev udstukket i det øjeblik. Mens han fortsatte ned mod åen, tog jeg marken i nærmere øjesyn. Det vrimlede med tildannet flint: Flækker, spåner, skrabere, en økse. En hel stenalderboplads!
Der var lidt for langt fra Kolding til Knagmøllen, så jeg fandt hurtigt frem til et andet velegnet sted, Donssøerne, der ligger kun en halv snes kilometer nordvest for mit barndomshjem. Så snart jeg havde mulighed for det, cyklede jeg derud på min mors cykel, hvor sadlen sad alt for højt, så jeg måtte stå op det meste af vejen. Men belønningen var, at det i det område vrimlede med stenalderbopladser.
Jeg havde ved selvstudier efterhånden så nogenlunde lært, hvad der kendetegner tildannet flint, slagbule, bølgeringe og alt det dér, og snart dæmrede det for mig, at bopladserne måtte stamme fra den såkaldte - nu for længst aflivede - Gudenåkultur. På biblioteket læste jeg Therkel Mathiassens klassiske artikel om denne kultur i Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1937. Det blev min bibel, det faldt mig ikke ind, at jeg kunne låne bogen med hjem, så jeg begyndte at skrive teksten af, et projekt, der dog hurtigt blev opgivet.
Ude i marken gik det op for mig, at det var mest hensigtsmæssigt at gå lidt systematisk til værks, fx i parallelle baner med et par meters mellemrum, gerne følgende plovfurerne. Og det var nødvendigt på en eller anden måde at gøre rede for, hvor de enkelte oldsager blev fundet. Det krævede nummerering og kortmateriale. Men pengene var små dengang i sluthalvtredserne, kopimaskinen var opfundet, men 65 øre i ugepenge rakte ikke langt.
Ad skæbnens uransagelige veje kom jeg i forbindelse med en anden, langt ældre amatørarkæolog, fabriksinspektør I.C. Larsen, der for at få frisk luft og motion var begyndt at samle flint ved Donssøerne. På et kæmpestort kort havde han omhyggeligt indtegnet, navngivet og nummereret alle bopladserne. Og det minutiøse fundkatalog, der ledsagede landkortet, tog nærmest vejret fra mig. Det var måden at gøre det på. Han sørgede for, at jeg fik en kopi af kortet, og jeg forsøgte at efterligne hans procedurer.
Årene gik, men det var hele tiden arkæologien, der var i højsædet, og endelig - i 1969 - kunne jeg efter studentereksamen starte på arkæologistudiet i Aarhus. På Moesgaard løb jeg straks ind i Flemming Rieck, der også var stenaldernørd og på det nærmeste flasket op med flint, og med hvem jeg indledte et tæt venskab. Vi var enige om, at det for os gjaldt om at føre danmarkshistorien så langt tilbage som muligt.
Bro - den første istidsboplads vest for Storebælt
Bare et enkelt nip af en flaske Gammel Dansk fremkalder hos mig billedet af tre arkæologistuderende, der en kold forårsdag for et halvt århundrede siden i en pause sad med benene dinglende ud over skrænten ved Bro strand på Nordfyn. Sammen med Niels H. Andersen og Flemming Rieck deltog jeg i udgravningen af den første rensdyrjægerboplads fra den ca. 13.000 år gamle Brommekultur vest for Storebælt, Bro 1, ledet af en af vores universitetslærere, Søren H. Andersen.
En bidende kold vinterdag i 1963 var postbud Anders Jæger draget ud fra posthuset i Bogense og befandt sig på ruten nord for landsbyen Bro, da han fik den indskydelse at slå en genvej over marken mellem to gårde. Pludselig fik han øje på et stykke flint i pløjejorden, samlede det op og kunne straks af formen se, at der var tale om en stor sjældenhed, en pile- eller spydspids fra den sene istid for ca. 13.000 år siden. I nærheden fandt han også nogle flækker og spåner, som stammede fra fremstillingen af redskaber.
Niels havde allerede i nogle år kendt Anders, og han syntes også, at vi andre skulle møde ham. Det blev til et livslangt, varmt venskab, hvor vi “drenge”, som Anders’ kone Else stadigvæk kalder os, nærmest ved et kup sørgede for, at Anders blev valgt ind i Nordfyns Museums bestyrelse, og i 1971 var vi med til at stifte Harja.
For få år siden besøgte jeg igen efter mange års fravær området ved Bro. Landskabet er fuldstændig forandret, præget af hesteindhegninger med stolper så store, at man skulle tro, at er tale om Jurassic Park! Og Bro-bopladsen ligger nu inde under en ridehal. Et trist syn og et eksempel på uheldig myndighedsbehandling.
Ommelshoved - istidsjægere på Ærø
I foråret 1971 talte jeg i Harja om den sene istids kulturforhold i almindelighed og om bopladsen ved Bro i særdeleshed. Foredraget mundede ud i en opfordring til medlemmerne om at henvende sig, hvis de skulle se sig i besiddelse af Brommekulturens ledetype: Skafttungespidsen, en spids flække, hvis stumpe ende i skæftningsøjemed er indsnævret ved dobbeltsidig behugning.
På næste møde kunne amatørarkæologen Claus Madsen, Vester Skerninge, fortælle, at han havde ikke mindre end 14 pile- eller spydspidser af den efterlyste slags liggende hjemme i sin skrivebordsskuffe. Stykkerne, som jeg senere fik lejlighed til at se og godkende, var opsamlet på Ommelshoved, Ærø. Men der var fundet mange flere samme sted, fortalte Claus Madsen. Resten lå på Marstal Søfartsmuseum.
Jeg tøvede ikke længe med at løse billet til Ærø, hvor købmand Jens Hansen, museets forstander, førte mig op på 1. sal og styrede hen til en lille uanselig montre. Under glasset lå 64 skafttungespidser. Altså i det hele (pr. 1.5.1971) 78 af istidsjægernes ca. 13.000 år gamle pile- eller spydspidser, alle fundet på stranden i nærheden af Marstal. Det er i høj grad bemærkelsesværdigt, at der næsten kun var fundet skafttungespidser. Man havde opsamlet enkelte flintafslag, men var overhovedet ikke stødt på skrabere og stikler, som ellers forekommer mere eller mindre hyppigt på alle de kendte bopladser fra istidens afsmeltningsfase.
Fundhistorien er omtrent ligeså mærkværdig som materialet. Den første skafttungespids blev allerede fundet omkring 1930, da Jens Hansen var på rekognosceringstur Ommelshoved rundt. Siden er bestanden ved gentagne besøg på lokaliteten for hvert år blevet forøget med et par stykker. Stud.mag. C. J. Becker, senere professor i forhistorisk arkæologi ved Københavns Universitet, så nogle af spidserne første gang omkring 1936, men var på det tidspunkt ikke i stand til at foretage en klar type- eller tidsbestemmelse.
I 1950 besøgte han igen Marstal Søfartsmuseum og vidste nu - efter udgravningen og publiceringen af den store elgjæger-boplads ved Bromme nær Sorø - at han stod over for skafttungespidser af Lyngby/Bromme-type. Becker aflagde fundstedet et besøg og lod de samlede iagttagelser indgå i en beretning til Nationalmuseet. Han overlod herefter den videre undersøgelse til en lokal amatørarkæolog, lærer M. Blaksteen, Marstal, som foretog nogle prøvegravninger på og omkring fundstedet, men uden at det lykkedes ham at finde kulturlag eller oldsager på primært leje.
Claus Madsen, der arbejdede en kort tid på øen i 1964, stiftede via Jens Hansen bekendtskab med skafttungespidserne og lokaliteten på Ommelshoved. Han tog derud og fandt hurtigt et par stykker. Det gav inspiration til nye besøg, og det bør næsten nævnes, at han ved en enkelt lejlighed fandt ikke mindre end fem spidser i strandkanten.
Fundstedet ligger ved SØ-spidsen af Ommelshoved, en ca. 750 m lang og ca. 400 m bred halvø, der ligger godt 6 km NV for Marstal. Den har, når bortses fra strandvolden “Trillerne”, en regelmæssig langoval form med længderetning SØ-NV og må geologisk betegnes som en drumlin, skabt af en gren af Lillebæltsgletscheren, der netop bevægede sig i retningen SØ-NV. Bakken når ikke højere end 5,4 m og består af moræneler. På midten af den findes dog i en smal zone lagdelt sand (bakkesand). Halvøens lave randpartier består af saltvandsdynd og -ler.
Skafttungespidserne var opsamlet dels på den stenede forstrand, dels et stykke ude i vandet inden for et velafgrænset område, 25 m i længden og 5 m i bredden.
I samarbejde med Langelands Museum og Marstal Søfartsmuseum foretog jeg i somrene 1971 og 1972 en række gravninger på fundstedet - i strandbrinken, på marken ovenfor og i selve stranden. Et mørkt lag, ca. 10 cm tykt, som blev påtruffet under recente strandgrusdannelser både i brinken og stranden, blev i begyndelsen opfattet som primært kulturlag, en vurdering, som støttede sig på fundet af et fragment af en frisk, upatineret skafttungespids og flintafslag.
Men da en skiveskraber af yngre stenalders præg dukkede op i samme lag, vaktes en mistanke, som brutalt udviklede sig til vished, da tværpile og en nydelig slebet økse kom til syne: Vi stod over for et blandet lag, et sammensurium af oldsager af vidt forskellig alder, 13.000 år gamle skafttungespidser og “kun” 5000-årige redskaber fra yngre stenalders midte. Vi var kommet for sent, havet har, måske allerede i oldtiden, stået højt og vasket de to lag, som man må antage oprindelig har været der, sammen til ét 10–35 cm tykt dyndagtigt lag. Blot må man undre sig over, at oldsagerne, som er fundet i laget, er helt friske og upatinerede. Da man har erfaring for, at flint i saltvand patineres i løbet af ganske kort tid, kan dette forhold kun forklares ved en pludselig, hurtig omlejring, måske forårsaget af stormflod.
Ved de fagmæssige undersøgelser blev der i alt fundet 10 skafttungespidser, heraf 3 i det mørke lag, resten i strandkanten. Ud over oldsager blev der i laget fundet ret store mængder trækul og et stort antal kløvede og ildsprængte sten, hvoraf nogle sad forankret i moræneleret. Af små kuriositeter kan nævnes, at det i flere tilfælde lykkedes at få mindre stenflager til at dække større stens kløvningsar, og at fragmenter af skafttungespidser så at sige har fundet hinanden igen, fx har skafttungefragmentet fra det mørke lag med et klik kunnet tilpasses et stærkt patineret blad, som for mange år siden er fundet på stranden. Men disse iagttagelser er - med lagets sammenblandethed in mente - uden videnskabelig betydning, da det ikke lader sig afgøre, om stenene er kløvet og pilene gået i stykker i istiden eller i yngre stenalder - eller senere endnu.
Man må desværre konkludere, at den videnskabelige undersøgelse på Ommelshoved ikke har bragt os videre i retning af forklaring og fortolkning af hændelsesforløb. Vi står med et oldsagsmateriale omfattende efterhånden ca. 110 skafttungespidser, som er revet ud af deres oprindelige geologiske sammenhæng, uden mulighed for naturvidenskabelig datering og uden de fingerpeg, som fx sager af organisk materiale måske kunne have givet, hvis vi havde haft med et urørt, primært kulturlag at gøre.
Men én ting kan vi roligt slå fast: Fundet er ved sin karakter helt enestående, ikke blot i dansk arkæologi, men også i en større international sammenhæng. Den smule flintaffald, ca. 100 stk., som er fundet på stranden, er selvsagt ikke nok til at “gøre” en boplads og stammer endda sandsynligvis fra bondefolkets ophold på stedet omkring 3000 f.v.t. Det samme kan siges om de ganske få lidet typiske, ikke-kulturkarakteriserende redskaber (bl.a. et flækkebor og et par spånskrabere), som vi er truffet på. Det er allerede nævnt, at skrabere og stikler indgår i de kendte istidsjægerbopladsers redskabsinventar, men på Ommelshoved er der slet ikke fundet stikler, og de få skrabere kan som nævnt meget vel stamme fra yngre stenalder.
Vi kan altså ikke tale om en boplads. Men hvad da? Der kan for mig at se opstilles to hovedteorier:
Der kan være tale om et depot, et massivt lager af skafttungespidser. De er givetvis ikke fremstillet på stedet. Det ville have sat sig spor i form af en større mængde flintaffald.
Eller en hektisk brugt og hurtigt forladt jagtplads (eng.: “kill-site”). Et par store dyr, fx rensdyr eller elsdyr, er blevet nedlagt og flænset på stedet. Pile/ spydspidserne har man ladet ligge tilbage. Der er for øvrigt intet i vejen for, at man kan opfatte en del af skafttungespidserne som flåknive. Der er så stor variation mht. længde, bredde og vægt, at der måske i virkeligheden i Ommelshoved-materialet er repræsenteret tre redskabstyper: Pil, spyd, kniv. Man kan desuden ikke se helt bort fra, at nogle af stykkerne kan have tjent som skærper indsat i rentakslagvåben.
Vi kan nu blot håbe på, at fremtidige lignende fund, hvor bevaringsforholdene er bedre, vil kaste lys over den problematik, som Ommelshoved-fundet har rejst.
Primitiv flint i Vejstrup Ådal - de første fynboer?
Inspireret af de spændende fund af mulige ældre palæolitiske flintsager fra Vejstrup Skov i Sønderjylland overvejede jeg i 1978, om det skulle være muligt at finde lignende ting på Fyn, som på det tidspunkt lå geografisk bekvemt inden for min rækkevidde. Med de sønderjyske fundforhold i baghovedet så jeg mig om efter en dybtskåren dal, og kortstudier overbeviste mig snart om, at Vejstrup Ådal var en oplagt mulighed.
At stige ned i denne dal fra hovedvejen mellem Svendborg og Nyborg er som at komme til en ny, forunderlig verden. Stilheden og naturskønheden er overvældende, og er man lidt heldig, kan man opleve den lille spraglede bombeflyver, isfuglen, komme susende gennem dalen. Vandstæren holder også til her.
Allerede på min første rekognosceringstur en gylden efterårsdag i 1978 fandt jeg på bunden af åen særdeles primitivt og groft udseende flintsager, hovedsageligt afslag, som umiddelbart havde en besnærende lighed med bl.a. fundene fra Vejstrup Skov. Dalen er nordvest-sydøst orienteret, ca. 5 km lang og når dybder på 15–20 m. Der er tale om en V-formet erosionsdal skabt af smeltevand fra den centralfynske dødis. Åen har et stærkt slynget forløb og munder ud i Storebælt. Der er ingen tvivl om, at området har været isoverskredet adskillige gange.
Hvis der i virkeligheden er tale om ældre palæolitiske fund, må de være skyllet ud af dybtliggende lag, men de ligger under alle omstændigheder på sekundært leje, løsrevet fra den oprindelige geologiske sammenhæng.
Undersøgelser med deltagelse af amatørarkæologer og under min ledelse blev foretaget 1980–81. Der blev over en længere strækning systematisk indsamlet bearbejdet flint og gravet en søgegrøft ind i dalens nordskrænt. Sidstnævnte gav desværre ikke noget brugbart resultat. Tildannet flint blev fundet i åen over en strækning på mere end 1 kilometer, sandsynligvis spredt ud over et større område af den stærke strøm, som kan opleves i regnfulde perioder og som skyller nyt materiale frem.
Fundmaterialet tæller tæt på 1000 stykker tildannet flint, hvoraf mere end 90% er store, grove afslag - spåner og nogle få uregelmæssige flækker. Afslagene har store, brede og undertiden facetterede slagflader, kraftige slagbuler og vinkler mellem slagflade og afspaltningsflade på 110–120°. Af blokke/kærner er der ca. 25, hvoraf nogle er meget store.
Antallet af egentlige, erkendbare redskaber er ganske lille, kun ca. 20, heriblandt to mandelformede (‘amygdaloide’) håndkiler - eller skal vi mere forsigtigt sige håndkilelignende stykker? Hertil kommer nogle få ende- og sideskrabere, tandede stykker og store, kraftige tilspidsede stykker med trekantet tværsnit. Eneste klart yngre oldsag var et fragment af en slebet neolitisk økse.
Et udsnit af fundmaterialet har været præsenteret for nogle af de største kanoner inden for europæisk palæolitikumforskning, bl.a. prof. Gerhard Bosinski fra universitetet i Køln og prof. Alain Tuffreau fra universitetet i Lille. Begge er ikke i tvivl om, at der er tale om mellempalæolitiske oldsager fra Acheulienkulturen, og på basis af teknik og typologi foreslår de, at fundene skal henføres til enten Holsten Mellemistiden eller en tidlig interstadial under næstsidste istid, Saale. Jeg har fortalt de to forskere om den indenlandske skepsis over for den slags fund. Bosinski besvarer den i et brev på følgende måde: “… It is not so easy to understand the problems concerning the Vejstrup Ådal-case. The artefacts are surely very important and it is necessary to continue with the investigation on this site …”.
Epilog
Jeg har ikke et øjeblik fortrudt, at jeg valgte arkæologien og i særdeleshed udforskningen af den tidligste stenalder som livsbane. En af de sidste opgaver før jeg blev pensioneret var undersøgelsen af en lille flintplads i nærheden af Donssøerne, hvor jeg trådte mine arkæologiske barnesko. Ringen var sluttet.
Jeg stoppede i en stilling som museumsinspektør ved museet i Haderslev i 2010, men min interesse for arkæologi er usvækket. I 2019 solgte min kone jeg vores gård ‘Fjordholm’ på Svinø ved Middelfart, flyttede ind i en autocamper, hvor jeg bl.a. sidder og skriver om fundene fra Hamburgkulturen og Federmesserkulturen ved Jels og Slotseng i Sønderjylland. Vi vil også forsøge at finde de første sikre spor efter neandertalere i Danmark.
Man har vel lov til at drømme …