Historiens vingesus

Vi havde en gård på Svinø en halv snes kilometer sydøst for Middelfart. Den nærmeste landsby er Gamborg. Når jeg befinder mig dér og hører kirkeklokken ringe, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at det har den gjort i århundreder. Lyden fra kirkeklokker har ud over landet i op til 1.000 år sat kadencen, delt døgnet og årstiderne ind, markeret forskellige ritualer og været befolkningens faste ledsager fra vugge til grav.

Jeg hører glade barnestemmer fra legepladsen i nærheden og forestiller mig, at sådan må det også nogenlunde have lydt ved middelalderens gadekær. Det lange tidsperspektiv og tanken om de mange mennesker og livsskæbner, der kom før os, giver et sug i sjælen. Man må være lavet af sten, hvis man ikke føler trang til i et eller andet omfang at sætte sig ind i historien.

Lad mig blive ved Gamborg og gå baglæns i tid. Vores berømte 1700-tals maler Jens Juel er født i den nærliggende landsby Balslev, men opvokset i den nu nedrevne degnebolig og gamle skole i Gamborg umiddelbart syd for kirken. Tilbage står nu kun på parkeringspladsen en mindesten.

Et af hans billeder - formentlig fra 1790’erne og malet med standpunkt på et højdedrag mod nord - viser udsigten over landsbyen og de nærmeste omgivelser. I forgrunden ser man en stubmølle, lidt længere mod syd kirken og en række stråtækte gårde, hvoraf fire gik til ved en katastrofal brand i 1961. Lader man blikket panorere længere mod øst, kan man på Svinø ved Gamborg Fjord svagt skimte et par ejendomme, hvoraf en må være den gård, vi ejede, og som er opført i 1772.

En finansminister har boet lige i nærheden af Gamborg. Jeg tænker på Anders Glob, der var rentemester under bl.a. Christian d. 2. Han menes at have haft en gård på Svinø, og han er begravet i Gamborg kirke, hvor en ligsten, nu helt nedslidt, formodes at have tilknytning til ham. Han er født ca. 1468 og døde d. 21. februar 1546. Af Nationalmuseets optegnelser fremgår det, at der ved Fjordvej 8 på Svinø er fundet syldsten, munkesten og tidstypisk keramik, der sandsynliggør, at det er netop her hans ejendom, der må formodes at have været statelig, har ligget.

Men det Gamborg-egnen vel først og fremmest er kendt for er den marsvinejagt, der er foregået i århundreder, ja måske i virkeligheden med kontinuitet helt tilbage til stenalderen. Den er første gang nævnt i skriftlige kilder i form af en såkaldt laugsrulle fra 1500-tallets første halvdel. Når flokke af marsvin drog op gennem Lillebælt, slog man fra små både med lange bøgekæppe i vandet og fik på denne måde gennet marsvinene ind i Ellerbæk Vig mellem Svinø og Gamborg. Her blev de på det lave vand omsluttet med “radgarn” og - ligesom grinderne på Færøerne - stukket ihjel med knive. Derefter blev fangsten sejlet til Middelfart, hvor marsvinene blev landet på stranden ved Teglgård Huse.

Men naturligvis er det landbruget, der erhvervsøkonomisk har spillet hovedrollen, og her hedder det om den lille vestfynske landsby noget i denne retning: “Hvis høsten i Gamborg slår fejl, stander landet i våde”. Det betyder, at jorden er så frugtbar, at går det galt dér, ser det langt værre ud for resten af landet.

Lad os gå endnu længere tilbage. Af andre historiske og arkæologiske nedslagspunkter kan nævnes, at der på Gamborg Vestermark er udgravet et kæmpestort førromersk forrådskar, der sekundært har været anvendt som brøndforing, og på Svinø er der fundet en stump af en spiralpladehalsring med skibsmotiv fra yngre bronzealder, et lille tragtbæger fra yngre stenalder og en trindøkse af grønsten fra ældre stenalders Ertebøllekultur.

Men nu må vi ud i vandet, for siden den tidligste bosættelse for ca. 7.000 år siden er der sket en kraftig sænkning af landet syd for den såkaldte vippeakse, der forløber fra Nissum Fjord til Gedser. Bopladserne fra den tid ligger nu i Gamborg Fjord på 2-3 meters dybde. Her og i den nærliggende Tybrind Vig har marinarkæologen Hans Dal og hans dykkerkammerater gjort fantastiske fund bl.a. af organisk materiale, fx et pileskaft med fastsurret tværpil. Hertil kommer stammebåde, hjortetaksøkser og selvfølgelig en masse flintredskaber.

Men af fund, der nærmest slår en med chok, kan nævnes fangstlinen, der er fastgjort til en fiskekrog med dobbelthalvstik - et 7.000 år gammelt velkendt knob! - og ildsteder, der er så “friske”, at det kunne se ud som om de er forladt i går. For mit indre blik fremmaner jeg billedet af livet på en af de bopladser, der har befundet sig her. Interimistiske sommerhytter, voksne i gang med det daglige praktiske arbejde og lyden af legende børn under en blå himmel og i et klima, der var et par grader varmere end i dag. Et sted på pladsen gnaskes der østers, som i dag ville koste flere tusinde kroner i restaurant Noma.

Da vi for en snes år siden gravede i dødishullet ved Slotseng i Sønderjylland og fandt hundredvis af rensdyrjægernes mere end 14.000 år gamle efterladenskaber, gjorde en mand sig den ulejlighed at bevæge sig flere hundrede meter ind på marken for på udgravningskanten med tomt blik at fortælle os, hvor idiotisk dette forehavende var - “totalt spild af skatteydernes penge”.

Jeg er uenig.